torsdag den 25. september 2014

Kylling m. tomatcreme på rødbedebund m. tomatsovs

LÆKKER LÆKKER LÆKKER!!!

Egentlig ville jeg bare tømme lidt ud i køleskabet og skabene... men hold nu fast for en lækker saftig kylling med en masse lækker smag!!!!

Du skal bruge:
1 pk. mascarpone
1 stort glas tomat/pastasovs
2 store rødbeder
4 x kyllingbryst
olivenolie
salt/peber

Fremgangsmåde:
Smør et fad, skræl rødbederne og skær dem i skiver, lig dem i bunden af fadet. 
Rør mascarpone op med et par spsk tomatsovs/pastasovs. 
Skær lommer i kyllingebrysterne og fyld mascarponen i. 
Læg kyllingestykkerne oven på rødbederne. 
Smør kyllingen med olivenolie og krydder med salt/peber. 
Bland det af mascarponen, som ikke kunne være i kyllingerne op med resten af pastasovsen og hæld udover kyllingen. 

Kom fadet i en forvarmet ovn i 35-40 minutter - eller til kyllingen er færdig (jeg brugte 4 x 200 gram kylling og det blev PERFEKT). 

onsdag den 24. september 2014

Kitkat-brownies!

Vi kender alle den klassiske brownie.. men hvorfor ik udskifte valnødderne med kitkat?


Du skal bruge:
8 pk kitkat (dem med 4 små stænger i!)
4 æg
250 gram smør
150 gram mørk chokolade
3 dl sukker
2½ dl hvedemel
3 spsk kakao

Fremgangsmåde:
- Smelt smør og chokolade i en gryde og lad det køle af
- Pisk æg og sukker 
- Vend hvedemel og kakao i
- Vend den afkølede chokolademasse forsigtigt i dejen

- Smør en form på ca. 20x30 cm
- Kom et meget lille lag brownie-dej på og smør det jævnt ud
- placer kitkat-stængerne i to lange rækker
- hæld resten af brownie-dejen over
- bag kagen i en varm ovn i ca 35 minutter på 175 grader
- når kagen er afkølet, skæres de ud i små brownie-firkanter


Sigt evt. flormelis på toppen, når de er afkølet, som pynt :) 

Det var min kæreste, som overtalte mig til at lave dem, men de smager nu lækkert og er et sikkert hit hos børn!


Squashkage m. chokoladestykker

En gammel klassiker - som aldrig blir' kedelig!



Du skal bruge:
300 gram revet squash
3 æg
250 gram sukker
2 tsk vaniljesukker
2 tsk stødt kanel
175 gram hvedemel
1 spsk bagepulver
2 spsk olie
50-100 gram grofthakket mørkchokolade

Glasur:
250 gram mascarpone / philadelphia neutral
80 gram flormelis
50 gram smør
1 spsk vaniljesukker

Fremgangsmåde:
- Pisk æg og sukker til en cremet masse
- vend mel, bagepulver, olie, kanel og vanilje i
- vend til sidst det revne squash og chokoladestykkerne i
- kom i ovnen i ca. 40 minutter på 175 grader.

- pisk ingredienserne til glasuren med håndmixer
- sæt det på køl til kagen er færdig og helt afkølet
- kom glasuren på kagen
- pynt evt. med lidt revet squash


Rødbedechokoladekage - en lækker sag!

Rødbeder kan bruges til meget - men de er specielt gode i denne lækre chokoladekage!


Du skal bruge:
300 gram revet rødbede
3 æg
100 gram mørk chokolade
100 g rørsukker
50 gram kokosolie
150 gram malet havregryn 
½ spsk bagepulver
4 spsk kakaopulver
2 tsk vaniljesukker eller 1 tsk vaniljepulver
½ spsk kaffe (instant pulver-kaffe)
1 knivspids salt

Der udover skal du bruge følgende til toppen:
Flormelis
Kokosmel
Rødbedesaft



Fremgangsmåde:
- Smelt chokoladen på radiator eller i vandbad
- Pisk kokosolie, æg og sukker i en skål 
- Tilsæt den smeltede chokolade, kakao, kaffe, vanilje, bagepulver og de malet havregryn 
- pisk videre.
- Vend til sidst det revne rødbede i med
- Smør eller beklæd en form og hæld dejen i
- Sæt den i ovnen i ca 25 minutter (175 grader normal ovn)
- Lad den køle af inden den pyntes

Pynt:
Bland kokosmel med rødbedesaft og lidt flormelis og kom på toppen af kagen, når den er kølet af.

Det er altså en lækker, lækker kage - også er den ikke heeelt så usund som mange andre kager :)

mandag den 22. september 2014

Sunde og proteinholdige mælkesnitter


Rimelig let og ligetil - men hav nu de rigtige ingredienser klar, så du ikke skal stå ligesom mig og prøve mærkelige alternativer af - lad os bare sige, at jeg ser muligheder, hvor andre ser begrænsninger :)


Du skal bruge: (til ca 5 mælkesnitter)
til kage:
2 mellemstore bananer (ca 150 gram uden skrald)
20 gram proteinpulver m. chokoladesmag
25 gram fuldkornsrismel
1 spsk bagepulver
½ tsk vaniljespulver (eller 1 tsk vaniljesukker)
1 æg
1 spsk flydende sødemiddel
2 spsk skummetmælk
3 spsk A38 (1,5% neutral)

til fyld:
130 gram kvark/græsk youghurt eller andet tykt mælkeprodukt
15 gram proteinpulver m. vaniljesmag
1 tsk vaniljepulver (eller 2 tsk vaniljesukker)

Fremgangsmåde:
- Tænd ovnen på 175 grader
- mos bananen i en skål og rør de resterende (kage)ingredienser i. 
- hæld dejen op i en form (med bagepapir!) ca 15x25. 
- lad kagen bage i ca 17 minutter

- Bland ingredienser til fyldet og rør grundigt og sæt på køl.

- Når kagedejen er helt afkølet, skæres den ud til 5 snitter. 
- Skær snitterne over på midten (på langs - ligesom en normal mælkesnitte)
- Kom fyldet på den ene klap og læg den anden klap ovenpå.
- Sæt gerne på køl et par timer inden de skal spises.

- Kan også fyldes med moste bananer, sukkerfri is m.m

Min version af fyld:
jeg havde glemt at købe kvark........ og hvad havde jeg på køl? A38! Men det er jo meget tyndt og flydende... så hva gjorde jeg? jeg kom til gelatine op i en lille kop, kogte vand i elkedlen og hældte over.. rørte godt, hældte op i noget A38 (blandet med proteinpulver og vanilje), rørte grundigt, satte på køl i 10 minutter - også havde jeg en tykkere blanding, som nu kunne holde formen i mine mælkesnitter ;) 

Jeg vil anbefale at bruge kvark - det fungerede fint på denne lidt alternative måde.. men det andet er en del lettere ;) 

søndag den 21. september 2014

Avocado/æble salat m. mandler

Simpelt, lækkert og super sundt! 

Du skal bruge:  (til 1 person)
1 æble
1 avocado
25 gram mandler

Evt.
1 tsk citronolie
½ tsk æbleeddike
en knivspids sukker
lidt salt/peber

Skær æble og avocado i små stykker, hak mandlerne. 

Bland citronolie, æbleeddike, sukker og salt/peber sammen og rør godt rundt. 

Kom æbler og avocado i en skål, rør dressingen i og bland det godt, drys til sidst mandlerne på toppen.

Nemmere blir' det bare ikke :) 

onsdag den 17. september 2014

Lækker fuldkornstærte med spinat

Spinattærte med løg, muskat og ost



Ingredienser:
500 gram frosen spinat
1 stort løg
100 gram revet fedtfattig ost
Muskat
Salt/peber
3 æg
1,5 dl skummetmælk

Fuldkornstærtedej (lav selv eller køb en færdig)

Fremgangsmåde:
Kom lidt vand i en gryde, skær løget i små stykker og kog det i gryden sammen med den frosne spinat i ca 10 minutter.
Find en si frem og læg en viskestykke i, hæld grydens indhold i og vrid til sidst klædet, så mest mulig væske blir vredet ud. Rør det op med muskat, salt og peber.

Læg dejen i en tærteform, læg et lag af spinatblandingen.

Pisk æg, ost og mælk sammen og hæld over spinatblandingen. Sørg for osten er fordelt jævnt og kom evt. lidt mere ost på, hvis du er glad for ost.

20-30 minutter, 175 grader i normal ovn.

Den kan kun anbefales! Det smager super godt :)

mandag den 15. september 2014

Fuldkornspasta med krydderier, kylling og kalkunbacon


Denne pastaret er mega LÆKKER og let at lave :)

Du skal bruge: (til 4 personer)
1 dl Olivenolie
4 fed Hvidløg
1 glas Basilikumspesto
500 gram Kylling
1-2 pk. Kalkunbacon
1 pose Fuldkornspasta
evt. salt og peber.

Fremgangsmåde:
Hak hvidløget og bland med olivenolie. Stil det væk så hvidløgssmagen kan trække godt ind i olien.
Kog 2 liter vand i en stor gryde og hæld pastaen i - til den er færdig. Jeg kan personligt bedst lide, når der er lidt bid i det. 
Skær kylling i strimler og klip bacon i små stykker. 

Find en stor gryde eller en wok frem, giv den fuld gas med varmen og sørg for den er brændende varm - så hælder du olie m. hvidløg på og derefter kylling og bacon og evt. salt / peber. Imens det lige står lidt, hælder du vandet fra pastaen. Når kylling og bacon er færdig, tager du det af varmen og hælder pastaen op i wok'en / den store gryde, tilføjer pestoen og vender det hele sammen.

Muuums!! det smager bare så godt!

fredag den 12. september 2014

Smoothie m. avocado, hasselnødder og friskrevet ingefær

Det smager lækkert og frisk - og ligger godt i maven!

Opskrift(to store glas):

2 små avocado
3 små bananer
3 spsk/små håndfulde hasselnødder
2 spsk frisk revet ingefær
4 dl æblejuice 
12-15 isterninger

Fremgangsmåde: 

Fjern skrællen fra og skær avocado og banan i mindre stykker. Kom det hele i blenderen og blend til det har en ensartet masse. 

Pynt evt med mintblade eller et par hasselnødder på toppen. 

Server med det samme, da farven ellers falmer og blir brunlig i det. 

tirsdag den 9. september 2014

Squashfrikadeller

Mega lækre frikadeller lavet uden kød men med squash istedet.

Ingredienser: 
1 stor squash
1 løg
6 spsk rasp
2 æg
Krydderurter/krydderier efter smag

Fremgangsmåde:
Riv squash og knug det for væde evt i viskestykke. Riv løget. Bland alle ingredienser i en skål og form frikadeller 

Herefter kan de steges på panden eller laves i ovnen. De er bare så lækre. Selv min kødelskende kæreste var vild med dem!

søndag den 7. september 2014

Koteletter med gulerodsmos - let og sundt.

Koteletter med gulerodsmos


Dette er en meget simpel ret, som egentlig opstod, da jeg skulle tømme ud i fryseren, hvor jeg havde 4 koteletter til at ligge :) men den har en god kraftig smag og er let, enkel og SUND! :)

Du skal bruge:

4 koteletter
250 gram gulerødder
½ spiseske ingefær 
2 spsk. neutral skyr
evt. spinatblade til pynt
salt og peber

Fremgangsmåde:
Steg eller lav koteletterne i ovnen med salt og peber
Kog gulerødderne

Kom derefter gulerødder, skyr, ingefær, salt og peber i en skål og blend det med en stavblender.

Anret pænt på en tallerken.

Serveret! :) 

lørdag den 6. september 2014

Avocado m. hytteost

Ingen fancy opskrift, bare et forslag til en let og lækker SUND frokost



Avocado m. hytteost 


skær 1 el. 2 avocado'er over, fjern stenen, drys med lidt salt og kom en klat hytteost i.

Det smager bare super godt. Det er let og enkelt at lave (og hurtigt!).

pynt evt. tallerkenen med spinatblade eller andet

tirsdag den 2. september 2014

Sunde mad-roulader!







Sunde mad-roulader!


Kernen i det hele er bunden.. man kan egentlig komme det fyld i, man har lyst til - men nu deler jeg opskriften på mit fyld. :)

Bunden:
350 gram revet blomkål
80 gram frosen spinat
2 æg
3 æggehvider
60 gram revet ost
Salt/peber
Andet krydderi (jeg brugte krydderurtekrydderi og chili)

Fyld 1:
Mos en avocado og bland det med en pakke pikant ost (jeg brugte light) og kom de krydderier i, du har lyst til. Jeg brugte kun salt/peber.
Steg eller kog nogle kyllingefileter og skær dem i strimler

Fyld 2:
250 gram skyr rørt med frisk dild og salt/peber
Steg eller kog nogle laksefileter (eller brug røget laks) og hak/mas det i stykker.

Fremgangsmåde:
først hælder du kogende vand udover blomkålen og spinaten (i en skål) og lader det trække i 10 minutter, og så vrider du vandet fra i et klæde (viskestykke evt).
Så blander du resten af ingredienserne i, kommer det ud på en bageplade med bagepapir på, 180 grader i ca 20 minutter. Husk at fordele det jævnt i et tyndt lag.

Herefter skærer du bunden over på midten, kommer fyld 1 på det ene stykke og fyld 2 på det andet stykke, ruller dem op, dækker dem til og kommer i køleskabet, så det lige kan sætte sig.

Og så er der serveret!

MUMS, siger jeg bare! ;)
Prøv det!



Billeder fra processen:

Kylling

Laks

Avocado m. pikantost

Skyr med dild
Bunden


mandag den 1. september 2014

Lækre og SUNDE æblemuffins!

Lækre og sunde æblemuffins. 

Jeg har på det sidste arbejdet på at få styr på min og min kærestes kost, da han er overvægtig, og jeg vil gerne hjælpe ham med at tabe sig. Meeen det skal jo ikke kun være kedeligt. Derfor har jeg lavet nogle sunde æblemuffins. Jeg har lavet 24 stk og frosset ned (efter jeg lige smagte en ;) ), og så skal de bruges til morgenmad hver søndag de næste 12 uger. 

Du skal bruge:
4 dl. finvalsede havregryn
2 dl. hakkede mandler
6 æbler
2 bananer
6 æg
3 tsk vaniljesukker
2,5 tsk bagepulver
2 spsk kanel

muffinsforme


Du hakker alle ingredienser fint (jeg brugte en minihakker - og en MEGET lille en af slagsen - det frarådes!)
Herefter blander du det hele godt sammen og kommer i muffinsforme
Bages i normal ovn på 200 grader i ca 20 minutter

MUMS - sunde og lækre :)